Jeg har fundet skimmelsvamp – hvad gør jeg nu?

Skimmelsvamp er en svamp, som danner misfarvninger på fx. vægge. Skimmelsvamp findes alle steder. Vores gamle bygning bliver nemt angrebet, især hvis temperaturen indendørs kommer under 19 grader (også lokalt i boligen).

10 gode råd til, hvordan du kan undgå skimmelsvamp i din bolig:

  1. Luft ud flere gange dagligt med gennemtræk, og gør det til en rutine
  2. Åben for ventilerne i dine vinduer
  3. Undgå at tørre tøj i din bolig
  4. Hold en stabil temperatur (luftfugtigheden stiger, når temperaturen falder)
  5. Luft ud efter bad og brug emhætten ved madlavning
  6. Undgå åbne vinduer i længere tid om vinteren
  7. Tjek for dug på vinduer
  8. Rengør, særligt i hjørner og kroge
  9. Pas på de kolde ydervægge, og sørg for ikke at placere møbler direkte op ad kolde ydrevægge.
  10. Hold øje med fugtskader

Læs en uddybning af de 10 gode råd nedenfor


Luft ud dagligt, og gør det til en rutine
Det anbefales, at der luftes ud flere gange dagligt. Sørg for at lufte ud ti minutter hver gang. Du skal ikke være nervøs for, at din bolig bliver afkølet, da det kun er luften, der bliver afkølet og ikke selve boligen.
Åben for ventilerne i dine vinduer
Hvis der er ventiler i vinduesrammerne og væggene bør disse holdes åbne. Ventilerne hjælper med, at luften udskiftes løbende. Sørg for, at alle ventiler og kanaler er rene og fungerer.
Undgå at tørre tøj i din bolig
En våd tøjvask afgiver cirka to liter vand. Tør derfor hellere tøjet på altanen, i gården eller i vaskekælderen, hvis det er muligt.
Hold en stabil temperatur
Hold gerne den samme temperatur i alle rum i hjemmet. Temperaturen må helst ikke være lavere end 18 grader. Du kan med fordel slukke for varmen under udluftning, hvis det er muligt.
Luft ud efter bad og brug emhætten ved madlavning
En bolig baseret på fire personer producerer cirka 10 – 15 liter vand om dagen ved madlavning, badning m.m. Vandet fordamper ud i din bolig, og hvis du ikke får luftet ud, kan der på sigt dannes skimmelsvamp. Luft derfor hellere ud efter bad og madlavning.
Undgå åbne vinduer længere tid om vinteren
Undgå at have dine vinduer åbne i længere perioder om vinteren. Det kan skabe kolde områder i din bolig, hvor luftens vanddamp vil søge hen. I værste tilfælde kan der blive dannet skimmelsvamp i områderne.
Tjek for dug på vinduer
Hvis der er en del dug, kan du fjerne det med en karklud. Hvis du ikke fjerner duggen, kan der på sigt dannes skimmelsvamp. Vær ekstra opmærksom om morgenen i soveværelset, da vi alle sveder cirka to deciliter vand, hver nat.
Rengør, særligt i hjørner og kroge
Skimmelsvamp kan gro i støv, og derfor er løbende rengøring i kroge, hjørner og ydervægge vigtigt. Husk også at rengøre ovenpå fodpanelerne.
Pas på de kolde ydervægge
Hvis boligen er ældre, vil man ofte opleve at ydervæggene er koldere end de indre vægge. I disse tilfælde er det vigtigt ikke at placere møbler med fast bagkant op ad væggen. Vi anbefaler min. 10 cm. mellem væg og møbler for, at sikre luftcirkulation og undgå kondens.
Hold øje med fugtskader
Hold løbende øje med fugtskader. Hvis der opstår vandskade, skal du sørge for at kontakte ejendomskontoret eller din udlejer, så skaden kan blive udbedret hurtigst muligt.

Læs mere på nedenstående hjemmesider:

Bolius: https://www.bolius.dk/saadan-fjerner-du-skimmelsvamp-i-din-bolig-17028

Skimmel.dk: https://www.skimmel.dk/for-beboere/hvad-er-skimmelsvamp/